Krucifikset i Hover kirke
Rudolf Münsters tale ved nyophængningen af krucifikset i Hover kirke 1953
Omtrent ved den tid, da kong Erik Klipping blev myrdet i Finderup Lade (1286) har der et eller andet os ukendt sted siddet en os ukendt kunstner og snittet et krucifix. Da det var færdigt blev det formentlig i procession båret ind i denne kirke og anbragt på en bjælke, der lå fra pille til pille i korbuen eller triumfbuen, som den også hedder, sådan som det var almindeligt i den katolske tid.
I mere end 200 år har så menigheden i denne kirke set på dette billede af kirkens herre; men da reformationen kom i 1536, har man i misforstået nidkærhed for det rene evangelium her som så mange andre steder fjernet kunstværker fra kirken, og krucifixet havnede på loftet af våbenhuset.
Det må nærmest anses for et mirakel, at det i mere end 400 år har ligget dér, uden at nogen har fundet på at tilintetgøre det, men til al lykke kunne selve figuren i så nogenlunde uskadt stand fremdrages for et par ar siden, således at det på foranstaltning af menighedsrådet efter Nationalmuseets henstilling kunne gennemgå en nødvendig restaurering, der nu er tilendebragt, således at figuren, anbragt på et nyt egetræskors, idag påny pryder vor gamle kirke.
Nogen tilfældig håndværker har det ikke været, der fik dette arbejde overdraget for små 700 år siden, her er tale om et virkeligt kunstværk, hvori billedskæreren har lagt megen dygtighed for dagen. Indtil ca. 1250 beherskedes kirkekunsten ganske af den såkaldte romanske stil, og krucifixer fra denne periode er stive og stiliserede, men både ansigtet og figurens holdning giver udtryk for sejr og triumf. Men efter 1250 trængte den gotiske stil igennem, hvor skikkelsen bliver mere levende og udtrykket lidende. Dette kunstværk giver tydeligt tilkende, at kunstneren med inderlig tilfredsstillelse er grebet af sin tids nye stil, man kan ikke andet end betages af den forening af lidelse og ophøjet ro, som står mejslet i dette ansigt, og vi må glæde os over, at mens døbefonten hidtil har været ene om at repræsentere det særskilt værdifulde, så har Hover Kirke nu også i dette billedskærerarbejde en virkelig seværdighed.
Men krucifixet taler om mere end alder og kunst, såsandt som en kirke er andet og mere end et kunstmuseum. Til den, som i sit indre har billedet af ham, der døde for evangeliet, vil dette billede af den korsfæstede forkynde ordet om Guds evige kærlighed.
Så rækker da paa denne pinsedag menigheden i Hover og de forlængst henfarne slægter hinanden hånden hen over de 400 år i tak til ham, der var lydig indtil døden, ja, korsdøden.
Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, frelser, af din nåde!
Stå mig bi når fjenden frister,
ræk mig hånd når øjet brister,
sig: vi gå til Paradis.
Rudolf Münster
(Kirkebladet "HOVER SOGN" 6. årg. nr. 6, juni 1953)