Grejsdal lokalhistorisk arkiv
Grejsdal Lokalhistorisk Arkiv
Der har i en årrække eksisteret et frugtbart samarbejde mellem kirken og det lokalhistoriske arkiv, hvilket ikke mindst udmønter sig i de årlige sommerudstillinger i Grejsdal sognehus.
Grejsdal Lokalhistoriske Arkiv har sin rod i et kommunalt/kulturelt beskæftigelsesprojekt, som blev igangsat i 1993 under navnet Erindringsværkstedet.
Formålet med projektet var dels et besøgscenter, som skulle formidle Grejsdalens historie ved at indsamle såvel gamle som nye effekter, billeder, historier m.m., som havde tilknytning til Grejsdalen.
Projektet var fra starten bevilget for 1 år. Da denne periode udløb, blev bevillingen ikke fornyet.
De udadvendte aktiviteter blev derefter videreført af Erindringsværkstedets Venner en støtteforening, som blev dannet i efteråret 1993 for at støtte og være behjælpelig med hensyn til det oprindelige beskæftigelsesprojekt.
I 1995 vendte Erindringsværkstedets Venner tilbage til projektets oprindelige navn Erindringsværkstedet. I 1999 blev foreningen underlagt Vejle Byhistoriske Arkiv og ændrede som følge deraf igen navn denne gang til Grejsdal Lokalhistoriske Arkiv, men formålet er stadig det samme: At indsamle og formidle Grejsdalens historie, men nu også at registrere indsamlede effekter.
Siden starten har foreningen hvert år haft en udstilling. De første par år i en del af rejsestalden og i en sidebygning ved Grejsdalens Hotel.
Forskellige forhold gjorde, at dette samarbejde blev afbrudt. Foreningen måtte derfor se sig om efter andre udstillingsmuligheder. Resultatet af disse sonderinger blev, at den årlige sommerudstilling kunne holdes i Sognehuset ved Grejsdal Kirke i juni, juli og august. Og det er sket lige siden.


