Præstens hjørne
Der er ikke ret mange medlemmer af Den danske Folkekirke, der overhovedet kunne tænke sig, at deres kirke skal lukkes. Måske nabokirken, men vores! Nej!
Hvorfor, egentligt ikke?
Gang på gang tuder pressens folk vore ører fulde af og om alle de tomme kirker! Gang på gang hører vi om, at kirken ikke forvalter skatteborgernes penge fornuftigt, ja, de er ødsle! En gang imellem er tabloidpressen på nakken af kirken og skriver om dens store pengekasse, der ikke bliver brugt rigtigt ifølge deres tolkning af kristentroen! Der kan ikke skaffes menighedsrådsmedlemmer! Kirken er i krise, ifølge pressen og dens medløbere!
Alt dette er der en vis rimelighed og sandhed i; men det er på ingen måde hele sandheden. Hvis det var hele sandheden, oplevede vi vist en kæmpe medlemsflugt.
Det er en kendt sag, at man som præst ofte møder menesker der har mistet nogen - f.eks.et nærtstående menneske, men man møder også mennesker, der har mistet noget, - der har mistet et job, mistet glæden eller måske mistet meningen. Måske man har mistet meningen I forbindelse med at man mistede en elsket, men det ene behøver ikke at være afhængigt af det andet. Man kan således midt I det der ser ud som livets fylde, opleve en følelse af meningsløshed. Når man taler med mennesker, der er ramt af meningsløshed, får man ofte at vide, at meningsløsheden set med deres øjne hænger sammen med en oplevelse af at have mistet troen på kærligheden ,- eller I alt fald i forbindelse med en desillusionering over kærligheden. Og graver man et spadestik dybere kommer det ofte frem, at mange -I den ene eller anden forbindelse har lært, at man må gøre sig fortjent til kærlighed. Mange af os bruger da også megen energi -og mange kræfter på bevidst eller ubevidst at forsøge at gøre os fortjent til kærlighed,- menneskers kærlighed men også Guds kærlighed. Hele den hvileløse bestræbelse på at blive god nok tjener reklamebranchen milliarder på, - og handler om det, at folk vil være gode nok til at få Guds og menneskers accept - også kaldet kærlighed. Det stressed jag for at få råd til statussymbolerne er det samme igen,- for hvad skal man bruge den status til, hvis ikke netop til at få en accept, som man kan indbilde sig er kærlighed. Samtidig ved vi godt et eller andet sted, at kærlighed hverken kan købes eller sælges. Vi registrerer ganske enkelt kun folks venlighed imod os som kærlighed, hvis og når vi føler, at vi får den for intet,- altså gratis - og uden at have gjort noget for at fortjene den. Ja,- og allerstærkest når vi ligefrem får den på trods af, hvad vi fortjener. Vi kender det også fra anden side - nemlig fra giverens side. Hvis og når vi spontant og med glæde har gjort en anden en tjeneste, er det en ret fad fornemmelse, at den anden straks vil betale med en eller anden modydelse. Så føles det faktisk som om den anden ikke rigtigt har taget imod gaven, men rækker den tilbage, - bare i en anden form. Så kærlighed der er købt og betalt holder i betalingsøjeblikket op med at være kærlighed. Og bliver ved modydelsen reduceret til et forretningsmæssigt "lige for lige" - og det er da også udmærket i forretningslivet, - det er bare helt uden næring for den del af os, der hungrer efter nærhed, kontakt -og kærlighed. For få måneder siden fejrede vi julen, - fejrede vi det, at Guds kærlighed kan gøre sig lige så lille som et lille barn - uden at miste i kraft. I påsken der snart står for døren fortælles det - åå stærkeste made, at Jesu kærlighed til os var så stærk, at han betalte for den med sit liv - for at give os nyt liv og mening. Ved at give det væk, som han "vandt" ved sin opstandelse. Han rakte det ikke til de fejlfrie, men til os og pointerede dermed, at det vigtige ikke er at gøre det rigtige - men at holde sig til den rigtige, - altså Gud, der rækker sin kælighed til os - som gave. Er meningen blevet væk for os, - og er vi desillusionerede i forbindelse med kærligheden er det derfor et godt sted at starte, - at have som udgangspunkt og holdepunkt. Der er I alt fald ét sted I verden, hvor kærligheden gives os, - og det er hos Gud.
Jeanette Boye König
Det vil sige, Folkekirken har aldrig tidlige haft et fælles logo, som kendetegnede kirken. Forskellige sogne har haft deres forskellighed, deres brevpapir, deres sognestempel, men Folkekirken har aldrig haft et fælles kendetegn, undtagen, måske korset. Fra offentligt hold, hvilket vil sige Kirkeministeriet (rettere Ministeriet for ligestilling og kirke) blev det fælles logo udsendt i december sidste år – lige op til jul, og det ses i sin mest enkle form her ovenfor. Logoet kan fås i mange farver og alle downloadet fra www.folkekirken.dk.
Logoet indeholder en stor mængde af de symboler, vi som kristen kirke har fælles med de andre kristne kirker.
Cirklen symboliserer Folkekirken som et fællesskab med alle de mange små symboler i. Cirklen bruges også som udtryk for det fuldendte = Gud.
Korset er kristendommens stærkeste og mest brugte symbol. Det er blevet brugt i mere end 1600 år som udtryk for, at som Kristus sejrede over døden på korset ved sin opstandelse Påskedag, er der også en opstandelse for os. Torturinstrumentet blev et frelseshistorisk redskab.
Hjertet peger hen på Guds kærlighed til mennesket og hen på næstekærligheden.
Kirkebygningen er symbol for de lokale og konkrete kristne fællesskaber.
Duen peger hen på Helligånden og fred. Duen hænger bl.a. i Hover kirkes lydhimmel.
Englen er Guds ledsagere og sendebud.
Dagmarkorset viser hen til kristendommen i Danmark og dåben.
Ankeret er symbol på håb.
Skibet er et symbol på den kristne kirke og menighed. Grejsdals kirkes skib kan netop ses som et skibsstævn, der dukker ud af bakkerne.
Fisken er et af de ældste kristne symboler for Jesus Kristus, Guds søn, frelseren.
Mit håb er, at Folkekirkens logo i en eller anden farve, i forskellige størrelser med tiden vil optræde på alle folkekirkelige papirer og, at man kan tage de indtegnede symboler til sig som sine og dermed tage Folkekirken til sig.
Søren Due
Efteråret er godt i gang - og har efterhånden været det længe, - det er ingen af os vist i tvivl om. Går man tur sådan sidst på eftermiddagen er det da nærmest også som om den - ofte - grå himmel hænger tungt som en tung vinterdyne. Ofte er der en særlig stemning sådan en efterårsdag; - en trist stemning, vil nogen måske sige, - men ofte også som en stille grøde, efter min mening. Ja, næsten som når en gravid kvinde i den sidste del af sin graviditet ikke synes, at der sker så meget udover det, at maven vokser, men at der inden i, - ja, helt inde i den mørke mave, sker det store, at barnet er ved at forberede sig på at komme til verden.
Advent betyder komme - og vi venter også på, at noget –eller nogen skal komme. Går man ud en mørk efterårsmorgen eller en tung efterårseftermiddag og spørger alle de frysende mennesker, hvad de venter på, vil de fleste nok svare ”lyset og varmen”
Igen og igen kan man møde folk, der mener eller har en stærk opfattelse af, at Gud straffer dem ved at påføre dem sygdom eller, når de har mistet et kært medmenneske.
Vi ønsker på mange måder at finde en forklaring på, hvorfor det hele går, som det går. Vi ønsker forklaring på, hvorfor årstiderne er, som de er. Vi ønsker forklaring på, hvordan det hele er opstået.
Tør vi leve livet ...
Hvornår man skal udfordre - og hvornår man skal passe på et barn, er en problemstilling mange forældre kender til. Hvornår er barnet stort nok til selv at cykle i skole, overnatte hos venner etc.
Det siges, at mange moderne forældre overbeskytter deres børn samtidig med, at de stiller rigtig store krav til dem - krav om at de skal være dygtige, sociale,”fylde nok” etc. Også for voksne gælder det, at vi – i takt med øget viden - bliver stillet over for råd om at ”passe på os selv - spise nok grønt, droppe rygningen, reducere sukkeret, løbe flere gange om ugen etc. Og samtidig med bliver afkrævet en effektivitet, der kan slå benene væk under de fleste. Vi skal passe meget på os selv - for vores skyld - og for samfundets skyld -hører vi gang på gang.
LUK KIRKEN!!!
Julen
Julen; i julen kommer julemanden med gaver til de børn, der har været artige; sådan har mange af os hørt om julen, da vi var børn.
Sådan digtes julen nemlig af mennesker;- når den digtes af os, så gives gaverne til dem, der har fortjent dem dvs. til dem, der har arbejdet for dem.
Men juleevangeliet begynder jo et helt andet sted. Hèr hører de ringeagtede hyrder glædesbudskabet før kongerne; og dem, der sidder i mørke og dødens skygge hører det før dem, der er på livets solside. Men alligevel er juleevangeliet ikke en eventyrverden udenfor det liv vi ellers lever. Det er tværtimod et stykke barsk social og politisk virkelighed. Der er romerkejseren Augustus, som vil opkræve skat. Der er et par fattige mennesker i landets yderste udkant, som skal føle kejserens bud. Der er en kvinde, der er gravid uden at være gift. Der er et nyfødt barn og en snavset stald, og der er nogle jævne hyrder på en kold mark midt i en mørk nat. Man havde forventet nogle helt andre omstændigheder ved fødslen af fredsfyrsten; men det var hèr - hèr på tilværelsens bund - på det mest udsigtsløse sted, at himlen rørte ved jorden.
Allerede ved sin søns fødsel pointerer Gud altså, at der hèr er noget radikalt nyt; at rangordenen i Hans rige er den modsatte af dèn i magtens rige. At det i Guds rige nemlig er dèn, der tjener, der er den største. Ja, med barnet i krybben gjorde en ny tilværelse sig gældende; en tilværelse, hvor den lille egentlig er den store, og hvor den sande glæde ikke består i dèt at eje noget - men i dèt at tjene nogen.
Barnet voksede op og virkede hér i magtens rige; han helbredte de syge, tilgav syndere, samlede mennesker om sig og indlemmede dem i sit fællesskab. Men alt dèt Jesus gjorde og sagde er stadig levende ord til os: ødelæg ikke dit liv i bekymring og magtbegær, grav ikke dit pund ned i jorden for at sikre dig, men brug din dag med kærlighed og glæde og med forvisning om, at du ikke står alene, men at der er en far at knytte sig til.
Selv gav han sit liv for at opsøge og finde de bekymrede og de fortabte - og derfor er der godt nyt til alle os: Vi kan glemme Gud, men Gud glemmer ikke os - Julen viser os på en særlig måde, at Hans kærlighed er så stor, at den kan gøre sig lige så lille som et lille barn - uden at miste i kraft - for at finde ind til dig og mig.
Glædelig jul
Jeanette Boye Kõnig
FØLG MIG! Sagde Jesus
Der sættes i denne tid fra mange sider spørgsmålstegn til hele kristendommens indhold. Der sættes spørgsmålstegn ved at følge Jesus, der sættes spørgsmålstegn ved Gud, der sættes spørgsmålstegn ved kirken og hele det religiøse landskab, der omgiver kirke og kristendom, og det er skam ikke så værst. Det kan endda være yderst frugtbart.
Man skal bare være ædruelig nok til at stille de rigtige spørgsmål, for som man råber i skoven, får man svar. Mange af de spørgsmålstegn, der er blevet sat ved kristendommen og hele dens væsen, er stillet ud fra en forkert synsvinkel. De er utvetydigt stillet ud fra det synspunkt, at mennesket er verdens centrum, og at mennesket helst vil danne gud i sit billede. Spørgsmålene er stillet ud fra ønsket om, hvordan min gud skal være, hvordan jeg ønsker at optræde overfor gud, hvordan jeg ønsker at tilbede gud.
Men nu er mennesket ikke verdens centrum og det ypperste væsen i universet. Det ville være en beskæmmende og utryg tanke, hvis det var tilfældet. For når man betænker, hvor svage og forgængelige vi mennesker er, selv de bedste, ville det ikke være til at bære, hvis der ikke var noget, der var langt større, stærkere og ædlere end noget menneske. Derfor kan spørgsmålene ved kristendommen og hele dens væsen ikke tage sit udgangspunkt i mennesket.
Spørgsmålene må tage sit udgangspunkt i, hvad Guds tanker er med mennesket - med os alle - som hans skabninger, og hvad Guds vilje og vej er med os. Kristendommens indhold er ikke mine tanker om, hvem Gud er, men Guds tanker om, hvem jeg er som hans skabning, og hvad Guds vej og vilje er med os.
Et svar på, hvad Guds vilje og vej for er os, er bl.a. kærlighedens vej, den spontane kærlighed givet af et rent og sårbart hjerte. Hans vej er den kærlighed, som f.eks. vores børn viser os og giver os, når de uden bagtanker, uden kræmmermentalitet i deres rene barnehjerter åbner deres øjne og ser os - ser os og slynger deres buttede små arme om os, og vores arrede og skrammede hjerter smelter, og i det øjeblik er vi nærmest Himlen, da er vi nærmest Gud, da er vi på Guds vej, og dér - lige netop dér - midt i nedsmeltningen af det voksne forhærdede hjerte, kan det hænde, at vi hører Guds søns stemme kalde på os med sit: Følg mig! Og følge Ham og stille de rigtige spørgsmål.
Søren Due
"At høre til"
Ordet sogn er et gammelt ord, der kendes fra oldnordisk som dette "at søge". Nærmere bestemt handler sognet om de mennesker, der søger den samme kirke - sognekirken.
Sognet er en klar geografisk størrelse, som man bl.a .kan finde tegnet af på kort. Mange gange kan man også tydeligt se i landskabet, hvor sognegrænsen går - f.eks. ved store åer, der er hegnet ind på begge sider.
Sognet er en klar folkelig størrelse. Ethvert menneske i DK .hører således til et sogn. Hvor man end bor, så hører man til et sogn. Fødestedet nævnes altid med sognenavn i pas og i andre offentlige dokumenter. Fødesognet følger således et menneske gennem hele livet. Vi fødes og døbes i et sogn, og vi begraves fra et sogn. Sognet knytter et menneske til sig, og det knytter de forskellige beboere i sognet sammen i en enhed. Sognet er på denne måde med til at give såvel det enkelte menneske som fællesskabet identitet, så man kan sige: "Her hos os"...... Og måske er dèt vigtigere end nogensinde; at blive mindet om, at man hører til et sted. For mennesket af i dag flytter jo typisk meget, er vant til mobilitet og forandring. Ja, selv møblerne er det blevet moderne at sætte hjul under, så man hurtigt kan flytte rundt på stuen.
Men dèt menneske, der rastløst stræber efter at finde et fast punkt, efter at finde mening og mål for sit liv, støder på en grænse i Kristus. Det er ved Ham, at Gud fortæller os, hvem vi er - og viser os, at vi er Hans elskede børn. Fortæller os, at dèt at tilhøre Ham og få et personligt forhold til Ham, er menneskets hovedrolle, der skal præge alle de andre rollespil i livet. Men ikke nok med, at vi får at vide, at vi er Hans børn, vi får også at vide, at vi dermed er indbudt til fællesskab; et fællesskab, der selvfølgelig rækker langt ud over sognets grænser, men som alligevel ikke må få os til at glemme det nære og det lokale.
Jeanette Boye Kønig.
