Kommende konfirmander i Grejsdalen bliver undervist af sognepræst Jeanette Boye König. Det sker på tirsdage i perioden 8.00-9.20 Første gang tirsdag d. 4. september.

Men inden undervisningen går i gang skal de unge indskrives. Det sker søndag 2. september, hvor der er familiegudstjeneste i Grejsdal kirke kl. 10.30 for blandt andre de kommende konfirmander og deres familie.

Lykken

Der er noget særligt ved lykken,
man kan blive helt glad,
når man møder den
men også lidt beklemt, står stille lidt,
lister sig så varsomt frem
som i et minefelt,
og hver gang man sætter foden ned
uden at ryge i luften, glemmer man enten at nyde lykken
eller bliver sur over ikke at vide,
hvor længe den varer,
så når endelig modgangen melder sig,
er det en lettelse,
som om man er kommet i sikkerhed,
det er nu skammeligt,
for der er noget særligt ved lykke,
som man ellers ikke møder,
måske ligger fejlen der,
man kender for lidt til den,
burde sætte sig mere ind i den,
jeg tror, det er en træningssag

Benny Andersen 1964 - Fra"Den indre bowlerhat".

At bekymre sig; hvor meget af vores tid og energi går der ikke med at bekymre sig. Bekymringen sørger for, at vi skynder os ind i en tid, der slet ikke er kommet endnu eller at vi bliver hængende i en fortid, som er uden for vores rækkevidde. Og det underlige er, at bekymringen er imperialistisk. den vil have mere. Den ene bekymring føder nye bekymringer, som sættes på nye områder af livet, og derudover har bekymringen en tendens til at vokse med endnu større kraft, hvis man ikke giver den "en ventil". Men heldigvis har Gud givet os en mund til at udtale, hvad der fylder vort hjerte-og ører til at høre, hvad Han og andre siger. Og hvis vi vover at komme til Ham og lukke op for dét, der fylder, er vi allerede et stykke på den rette vej til at begrænse bekymringens magt. For det er dog altid et tegn på sundhed, at man har mod og lyst til kontakt og nærvær - lyst til at ytre sig. I Biblen opfordrer Jesus gang på gang menneskene til ikke at have nok i sig selv - og give vores sorg og vores glæde mund og mæle og derigennem få kontakt til Ham - til andre mennesker - at få kontakt til dèt liv, der ikke bare er gået i selvsving; dèt liv der giver plads til troen, håbet og kærligheden.

Jeanette Boye Kønig

Planerne for den indvendige opfriskning af Hover kirke skrider planmmæssigt frem. De første bevillinger er på plads, og i forbindelse med det nyligt afholdte kirkesyn deltog to eksperter fra Nationalmuseets konservatortjeneste. De har tidligere indgivet indstillinger om restauringen af Mogens Jørgensens kirkeloft og alterudsmykning, samt af af det noget udviskede kalkmaleri på triumfvæggen. Og nu blev der så truffet aftale om en prøveafrensning, der skal danne baggrund for den endelige restaurering.
Prøveafrensningen finder sted i perioden mandag 20. august til fredag 24. august i år. I denne uge vil kirken være lukket for brug, så kirkelige handlinger kommer til at finde sted i Grejsdal kirke.

Menighedsrådet har netop afholdt det årlige kirkesyn.
Synet er en grundig gennemgang af kirkernes og kirkegårdenes almene tilstand. Der er her også mulighed for at overveje eventuelle forbedringer af forholdene. Ved synet deltager menighedsrådets formand, kirkeværgen, præsterne,kirkegårdslederen, kirketjeneren samt de menighedsrådsmedlemmer som har mulighed for det.
Også i år blev kirkerne, sognehusene og kirkegårdene fundet i god stand. Der var kun ganske få ting, som trængte til udbedring: en punkteret termorude og opfriskning af malingen på vinduerne i Grejsdal sognehus.
Det udbrændte offentlige toilet i Grejsdal sognehus var blevet nyistandsat for 42.000 kr. efter den påsatte brand i maj.
Til yderligere forbedring af forholdene for handicappede blev det besluttet at anskaffe en overkørselsrampe til dørtrinet ind til Hover sognehus, så kørestolsbrugere lettere kan komme ind og ud.
Og til lyset på det offentlige toilet ved Hover kirke bliver der nu installeret bevægelsesfølere, så folk ikke fremover får problemer med at få tændt og slukket lyset.

x

Dagsorden

Hover sognhus kl. 15-18

1. Godkendelse af dagsorden
2. Indkommet post til orientering
3. Menighedsrådsvalg
4. Datoer
5. Gravstedsreservering. Fortsættelse af tidligere drøftelse
6. Tanker om samarbejde på tværs af sognegrænser/kirkegårdspersonale
7. Orientering ved formand, næstformand, udvalgsformænd, kirkeværge, kontaktperson, medarbejderrepræsentant
8. Orientering ved præsterne
9. Kirkekaffe
10. Evt.

Krig og Kærlighed

årsagen til mange stridigheder - både på det store og det nære plan - er det faktum, at vi er forskellige.

Når man taler mennesker, der har problemer i deres ægteskab, sker det da også ofte, at man på spørgsmålet om, hvad der skal til for at det kan blive bedre, får svaret: Han/hun må ændre sig for at det her kan blive godt.

Ligeledes i uenigheden mellem mange folkeslag og lande: De må lave sig om, før det kan blive godt. Hvad er det man siger dermed?! Man siger: Jeg/vi kan ikke lide dig/jer som du/I er-altså du/I må ændre jer - og helst blive som mig. Det er bare sådan, at der i de fleste mennesker er en stor modstand mod at ændre sig. Jo mere man skælder ud og formaner og kommer med råd - desto mindre kan den anden part ønske at ændre sig.

"Tryk avler modtryk" siger vi og udtrykker på dèn måde, at den anden typisk får mere modstand desto mere vi ønsker at trække ham/hende/dem i en særlig retning. Psykologisk kan man tale om "den paradoksale lov om forandring", som siger det samme-bare omvendt: Man kan kun ændre dèt man har accepteret.

Som eksempel kan man bruge flg. fortælling, som en forfatter bruger et sted. En mand og en kvinde var ude at løbetræne. Manden var en god løber-kvinden hadede at løbe. På et tidspunkt standsede kvinden op og sagde stakåndet, at hun ikke orkede at løbe mere - at hun i øvrigt hadede det - og at hun når det skulle være "på denne måde" ikke gad at tage på ferie med ham mere. Da manden havde sundet sig lidt, så han på hende og sagde: "Du skal vide, at uanset hvad der sker, så vil jeg altid elske dig".

Og hvad skete? Kvinden blev så glad, at hun løb videre - sammen med ham.

Historien er et lille eksempel på noget stort: Dèr hvor vi bliver holdt ud - og af, også med alle vore mørke sider, der er forandring mulig!

Liv i livet

I flere firmaer er det blevet sådan, at medarbejderne - ved hver uges begyndelse via sin p.c. får besked på, om man i den forløbne uge har tjent penge til firmaet eller om man har været ”en belastning”. Samtlige medarbejdere kan så sidde der og sammenligne sig med hinanden; hvem står nu øverst; hvem har firmaet haft gavn af - og ikke mindst: hvem er nederst; hvem har de ikke tjent penge på. Hvordan det slider på mennesker at være sådan et sted, kan man kun gisne om.

Forfatteren Andrè Brink skriver i én af sine romaner, ”at man kan bevilge hinanden liv eller død” - dvs. man kan hjælpe andre mennesker til at udfolde sig, vokse og blive sig selv - og man kan hindre det ved at presse, kue og nedgøre dem. Det er værd at gøre op med sig selv en gang imellem, om man hører til dem der sår, gøder og nærer eller én af de mørkemænd og -kvinder, der gør det modsatte; med andre ord: Om man giver liv eller tager liv.

Om foråret mindes vi gennem kirkens højtider: Påsken og pinsen på en særlig måde om, at der både er liv og død i livet, og at Gud VIL LIVET - både livet efter døden, men så sandelig også FøR døden. Døden er i så meget, og der er mange andre grave, end dem vi finder på kirkegården.

Her og der sidder forældre, der blev alt for hurtigt gamle, fordi deres barn rejste hjemmefra i en trods, der på mange måder gjorde lige så ondt som det vi plejer at kalde døden. Og i hjemmene rundt omkring sidder der mennesker, der lurer på hinanden; to, der sidder ved samme bord, og dog har mange kilometer imellem sig. Også dér sidder døden med til bords. For død betyder adskillelse. Grave er så mange slags og døden er i så meget. Mange, der fysisk strutter af sundhed, føler sig mere fyldt af døden end af livet. Føler at de står udenfor livet. Man kan opfyldes af mismod og selvopgivelse, og det behøver, som nævnt ikke kun at være de ydre vilkår, der får os til at fortvivle.Mørket kan komme væltende indefra og give sig udslag i resignation og tungsind.

”Stå op!”siger Jesus til en død i et af evangelierne. Og den opfordring gælder ikke bare til den fysisk døde, men så sandelig også til dem, som på en eller anden måde er ved at blive”slugt af mørket!”

Vi skal ikke sige, at vi ikke duer til noget i denne verden, for Gud gav os livet. Vi er til for Ham, og Han sætter kærlighedens uendelige værdi på netop vores liv.

Du og jeg er til for den kærlighed; vi blev skabt til den, og den bliver ved med at kalde på os og lede efter os.

”Stå op”, for Gud gav dig og mig at være til - og at være til netop som den person vi er.

Han kender os bedre end vi kender os selv. Han kender vores skyld og vore fejl, men Han gav sig selv af kærlighed.

Det er der liv i! Gud give, at vi må tage imod det.

Taknemmelighed

Når man har overstået en svær sygdom, kan man ikke andet en føle en stor taknemmelighed inden i en selv. Det kan være svært at forstå og acceptere, hvorfor lige netop en selv skulle rammes og få besked fra lægen om, at det, man egentlig håbede på, kun var et lille maveonde, viste sig at være kræft med lang tids sygdomsperiode foran én. Ganske vist med var helbredelsesprognosen ret fin; men alligevel sås knokkelmanden lige bag ens skul der.

Det er en lang og besværlig helbredelsesproces at stå igennem. Der er rigeligt tid til at få tænkt tanker, som man egentlig godt vidste, var der; men som altid var blevet skubbet i baggrunden, fordi ens tid i det daglige var så optaget. Og midt i stråle- og kemobehandlingen kom det ene lyspunkt efter det andet. Folk kom på besøg, sendte en blomst, skrev et lille brev eller mail, der alle gav udtryk for kærlighed og omsorg. Hvert eneste ord varmede og fortalte, at man ikke var alene i verden; men man var en del af et fællesskab, og da springer ordet taknemmelighed ind i én og får en helt ny og dybere betydning.

Efter operationen ringede lægen og sagde: Der var ingen - ingen kræftceller tilbage! Ja, så blev det Påskemorgen inden i en. Opstandelse midt i livet. Livet, der før var truet, blev igen varmt og levende, og knokkelmanden måtte mismodigt trække sig tilbage, og man kunne trække vejret frit i dyb taknemmelighed over, at livet blev rakt én på ny.

Et nyt liv blev rakt én, for med min sygdom og alle de kær- lighedserklæringer, jeg har fået, er livet blevet rigere, og jeg har erfaret, at vel kan sygdom gøre ondt; men sygdom kan blive vendt til noget positivt, og taknemmeligheden over menneskenes (lægernes) kunnen, medmenneskers med-liden og kærlighed, og Guds trøst midt i den svære tid har fyldt med taknemmelighed over dette fantastiske, grusomme og samtidigt skønne liv, som Gud har skænket mennesket.

Hvem var det dog, der vandt? Det var Martin! Hvorfor? Han havde mest X Factor!

Sådan ca. 1/3 af hele Danmarks befolkning fulgte finalen mellem Laura og Martin her for en måneds tid siden, hvor det skulle afgøres, hvem der var i besiddelse af mest X Factor. Det havde været en langvarige dyst lige fra audi­tion med 1500 deltagere til konkurrencen mellem de ni på vores hellige fredagsaftener, hvor først den ene så den anden blev stemt ude, som værende i besiddelse af mindst X Factor. Og sådan blev de bedste hele tiden fremhævet, og de ringeste smidt ud i kulden: Ud. Duer ikke! Har ikke nok X Factor.

Vi hyggede os! Måske synes vi, det var lidt synd for Laura; men ham gutten på 15 fra ørum, han var nu i besiddelse af mest X Factor. Vi andre jo så sidde lidt beskæmmede tilbage og tænke over: Hvor er din og min X Factor henne? Eller har du og jeg overhovedet nogen form for x Factor?

Tja!

Mon ikke!

Jo, det kan du tro, vi har! Både du og jeg har x - faktor! En x - faktor vi alle er blevet givet i dåben. Denne guddommelige x - faktor bliver ikke udmøntet og skal ikke afprøves af mere eller mindre skallede eller hår­fagre dommere. Den er din, og der er ingen, der kan tage din guddommelige x - faktor fra dig. Du kan smide den ud, som du kan smide mange andre gode eller - og kasserede ting ud; men der er ingen, der kan underkende eller frakende dig din x - faktor. Du vil altid stå som vinder. Der er ikke et valg mellem dig og mig om, hvem der har mest guddommelig x - faktor. Vi har lige - lige meget x - faktor.

Nogen af os lever hele vort liv på den mageløse opdagelse og indrømmelse, at du og jeg har fået det samme i dåbsgave: Vi har lige meget guddommelig x - faktor, for vi er hver især Guds barn. Og det kan ingen frakende os.

Søren Due

Ord forløser

Vi lever i en verden, der er fyldt af ord; en verden, hvor det er vigtigt at kunne formulere sig. En verden, hvor det er vigtigt "at have ordet i sin magt" for at kunne klare sig. "At kunne tale om det" er også en helt afgørende del at det, der hedder psykologisk krisehjælp. Man skal "sætte ord på", som det hedder. Man skal gøre det, fordi man mener, at det hjælper at få det hele fortalt - at ord forløser.

De fleste af os har også prøvet at tale med Gud - bl.a. gennem bøn. Har bedt Ham om hjælp. Har bedt til Ham i situationer, hvor vi har følt os små og afmægtige. I situationer, hvor vi har måttet erkende, at vore egne kræfter ikke har slået til. Det er således blevet sagt, at "Hjælp" er den korteste og mest almindelige bøn. "Hjælp", for nu er der behov for større kræfter end ens egne. Men man kan også godt opleve, at man ikke kan bede. Måske man er så bitter over livets uretfærdighed, at man ikke kan få et ord over sine læber. Måske man er så lammet af sorg, at man ikke synes, at ordene slår til. Eller måske man er så træt at livet og af at bede, at man ikke orker mere.

Men når vi må tie i afmagt, bitterhed og sorg, når vi står over for det uudsigelige, og vores ord er brugt op, kan det være godt at tænke på, at vi stadig er i Guds hånd, at vi ikke skal holde Gud fast, men at Gud holder os fast, og at hans ånd beder for os. Beder om, at vi må se og høre, at Gud går med - også i det tunge og det mørke.

Vi ser og oplever, at livet kan være svært og uforståeligt, men vi hører også, at Jesus bekæmper det onde. At han tilgiver syndere, indlemmer fortabte i sit fællesskab. Og ikke nok med det: At han selv går ind i lidelsen og ensomheden. Derfor ved han, hvordan det er. Derfor kender han afmagten, vreden og sorgen, og derfor er det at tale med ham at tale med en, der selv har været det sted.

Ja, ord forløser. Men DET forløsende ord ER sagt - at Jesus, Guds Søn. Ordet om at vi - uanset hvad der sker - er i Guds hånd.

‘I modtog jo ikke en Ånd, der giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I modtog en Ånd, der giver barnekår, og i den råber vi: Abba, Fader! Ånden selv vidner sammen med vor Ånd, at vi er Guds børn’. (Rom.8,16-17).

Jeanette Boye König

"At fremme livet"

Der er endelig ved at blive størreopmærksomhed omkring børn og sorg; at børn kan have brug for en håndsrækning, når de oplever, at én i deres omgangskreds dør. Den opmærksomhed er Peter Olesens nye bog: "Min mor døde — min far døde" et godt eksempel på. Han mistede selv sin far som 15-årig og stødte i den forbindelse på en "mur af tavshed".

I hans bog får mennesker, der som børn mistede deres forældre, stemme. De får mulighed for at vise, hvem de også er - og hvordan de bærer deres "tunge kufferter", og derfor er der meget lys og liv i den bog om død!!

Men det er jo også det, som "projektet" må gå ud på: at leve fordi — og nogle gange på trods — i stedet for at visne og forkrøble.

For mennesker i almindelighed - og børn i særdeleshed — har jo brug for lys for at vokse og trives. Ikke blot det lys, som solen giver os alle del i men også det lys, der udgår fra de voksnes øjne.

Når et barn kommer til verden, og de voksne elsker det, ja, så er det første, der møder det, da også lys. Lys fra de voksnes ansigter. Og hvis barnet vokser op hos dem, er det ustandselig det lys, det møder: lyset fra de voksnes ansigter. For det vi holder mest at, det lyser vi på med vore øjne.

Det værste, der kan ske for et barn, er således, at det lys at en eller anden grund slukkes og forsvinder, og barnet fra da at må nøjes med almindeligt lys og dermed selv stå i fare for at miste sit lys i øjnene.

Alle der arbejde med børn, kender børn, der at en eller anden grund har mistet det lys. Børn, der desperat forsøger at finde det igen - børn de har mistet troen og håbet på, at de kan findes.

Det kan så beskrives på mange måder.

Det kan udtrykkes på en psykologisk måde om tidlige tab og svigt, der medfører manglende selvtillid og manglende tro på livet. Eller det kan siges et poetisk sprog om lyset, der forsvinder, og mørket der følger efter. Eller det kan siges i eventyrets sprog, der taler om sneglen, der lukker sig inde sig selv - eller om drengen, der efter snedronningens kys først tror, at han skal dø, men derefter ikke mærker mere til kulden omkring hende.

Det kan siges på så mange måde men alligevel bliver ordene og beskrivelserne så underligt tomme og hule når man skal udtrykke den proces, beskrive den virkelighed, som de børn oplever. Hvordan tale om det uden at tungen slår knuder, for et eller andet sted inden i os er jo troen på, at børn lever i en tryg og sikker verden. Livet viser os imidlertid, at det ikke altid ser sådan ud. Det konfronterer os med det meningsløse i tilværelsen, når selv det værgeløse barn rammes.

Det er svært at forholde sig til den side af livet, og derfor er mange indstillet på at trøste børnene og få dem væk fra det, der gør ondt. Men også børn ved jo inderst inde, hvad virkeligheden er. Også børn ved jo, at sorgen ikke er noget, man kan løbe fra..

Det, som der er brug for, er derfor nogle voksne, der tør at have en dør på klem. Nogle voksne, der gider at snakke og at lave en kop kakao. Nogle voksne, der er indehavere at en blanding af ærlighed og kærlighed.

I mange år har vi været bange for "at blande os", men der er bl.a. nogle børn, der betaler prisen for det. Nogle børn, der har behov for andet og mereend blot at observere.

Jeanette Boye König