Artikler fra NOTABENE 2010

Et nyt år

Så er det nytår igen. Mon ikke de fleste af os undrer os hvert år ved denne tid. Undrer os over, at der igen er gået et helt år. 365 dage lyse og mørke, gode og mindre gode mellem hinanden. I sin nytårstale brugte Dronning Margrethe et år billedet med "bøger i reolen". Hun sagde, at bogen om det gamle år nu sættes ind i bogreolen, og at bogen med det nye år ligger foran os med tomme sider. Sider, der skal skrives både af andre og os selv. Og sådan er det jo. Men selv om bogen med 2010 er sat ind i bogreolen står den jo i vores reol. Den følger altså med og er en del af os og vores liv, også selv om vi indimellem har adskillige sider i den, som vi gerne vil have revet ud og kasseret.

Af den samme grund er det en rigtig bemærkning, som en præst en gang gjorde over for Søren Kierkegaard. Kierkegaard havde i tilknytning til Bjergprædikenen, skrevet en opbyggelig tale om det ikke at bekymre sig for i morgen. Præsten syntes godt om talen og skrev derfor til Kierkegaard og takkede ham for den, men gjorde samtidig opmærksom på, at der jo også findes en bekymring for i går. For mange mennesker er det jo bekymringen for i går, for det man gjorde, og den gæld man pådrog sig i den forbindelse endnu tungere end bekymringen for i morgen. Bekymringen for i går bekymringen for i morgen! Der er nok at tage sig af!

Jesus fortalte en hel del lignelser for at pointere, hvor vigtigt det er ikke at lade hele sit liv gå op i

bekymringer, spekulationer og planlægning.

Historien handler om livet og ikke mindst om vores bekymringer for livet. Bekymringer, som har det med at ødelægge livet. Hvis vi f.eks. sagde: jeg tør ikke leve mit liv, jeg må hellere grave det ned i et hul i jorden, så gik vi jo netop tabt af det. Tabte det, fordi vi i bekymringville sikre os det. Man kan nemlig lige så godt gøre sig klart, at vi aldrig kommer på forkant med livet, sådan en sikkerhed gives der simpelthen ikke.

Derimod findes der en tro, der giver et menneske mod til at have med livet at gøre, selv om det ikke ved, hvad der venter det. Det er en sådan tro, der kommer til udtryk i fadervor. For Fadervor bedes jo på baggrund af, at der er en kærlig far at knytte sig til uanset hvad der sker. Allerede det at bruge ordet Far om den himmelske Gud anslår jo det fortrolige forhold mellem Gud og menneske; det fortrolige forhold, der er udgangspunktet for al kristen bøn.

Men et så tæt og personligt forhold til Gud indebærer jo også, at Gud allerede kender menneskets situation, før vi beder; Jesus siger det jo selv: Jeres Far ved, hvad I trænger til, endnu før I beder Ham om det. Men er det nærliggende at spørge: Hvis Gud allerede kender menneskets situation, hvad skal bønnen så egentlig gøre godt for? Ja, bønnen er for det første fundamental for forholdet mellem gud og menneske. Vi kan sammenligne det med menneskelige forhold: Hvis ikke vi kunne kommunikere, hvis ikke vi kunne fortælle hinanden om, hvordan vi havde det (selv om vi godt vidste det i forvejen eller kunne gætte det), ja, hvad var der så mere, der bandt os sammen? For det andet er bønnen beregnet på at gøre os selv opmærksomme på, at vi ikke er alene. Det gælder ikke om at gøre sin frygt og sine ønsker kendte for Gud. For Han kender dem jo allerede, men derimod om at høre sin frygt og sine ønsker med Fadervors ord, dvs. høre dem i en sammenhæng, hvor Gud allerede har taget affære. Vi har mulighed for at komme til Gud med alt det, der nu engang er vores, både det gode og det onde. Gud gav sin søn for at han kunne finde de bekymrede og de fortabte, og derfor er der godt nyt, også til alle os, derfulde af bekymring står ved indgangen til et nyt år.

Vi er i Guds hænder fra vores dåb til vores død.

Godt nytår!

Jeanette Boye Kønig

KRIST STOD OP AF DØDE ..

Danskerne er et hyggeligt folkefærd. Vi kan ikke undvære hyggeriet. Spørger man udlændinge, som kender lidt til os, hvad der er karakteristisk for danskerne, så svarer de alle: I er så hyggelige. Det er ganske rigtigt, og der er faktisk mange sprog, der ikke har et ord for hyggeligt, så noget må der være om det.

Vi har også en hyggelig kristendom. Det er derfor, vi elsker julen, der kan vi hygge os med grankviste, kravlenisser og en enkelt krybbe. Vi ved også, hvorfor vi fejrer jul. Jesus, Guds søn blev født.

Spørger man folk om, hvorfor vi fejrer påske, svarer de fleste, at det vist har noget med at Jesu blev korsfæstet, men ellers bliver mange svar skyldig. Påsken er ikke på samme måde hyggelig som julen, og dog har den langt større betydning.

Jesus blev korsfæstet. Han døde og blev begravet. Men heldigvis og lykkeligvis for os stod han også op fra de døde. Han brød dødens og destruktionens magt i dødsriget. Hans kærlighed til menneskene var så stor, at menneskets sidste fjende: døden blev besejret.

Påskemorgen var Jesus grav tom. Jesus døde legeme lå ikke i graven. En engel forkyndte for kvinderne ved graven, at han var opstået fra de døde, og han ville følge sine troende gennem livet. Krist stod op af døde.

Graven var tom. Den tomme grav er kristendommens helt store mysterium. Den tomme grav er kristendommens ankerpunkt. Uden den tomme grav ville der slet ikke være noget, der hed kristendom. Der ville ingen kristne kirker være, ingen kristne gudstjenester. Vi ville ikke døbe vore børn i den treenige Guds navn. Vores kristne tro ville slet ikke eksistere, og vi ville ikke kunne begrave vore døde i troen på, at de vil opstå, og at der ligger et liv foran den på den anden side af dødens grænse. Et liv omsluttet af Guds virkelighed, hvor mennesket ikke mere skal leve under dødens herredømme.

Krist stod op af døde, og et nyt liv begyndte for hans tilhængere for os, og vi kan gå gennem livet i håbet om og troen på, at der er en opstandelse for vore kære, når vi må sige farvel til dem med tak for alt, hvad de har givet os. Og der er en opstandelse foran os, når vores liv på denne jord ender.

Krist stod op af døde.

Glædelig påske

Søren Due

Pinsen sandhed og kærlighed

Sproget skulle være en vej til forståelse, men bliver ofte en vej til misforståelse. Man kan endda misfor stå hinanden på et sprog man taler flydende. Og man kan forstå hinanden uden at komme til egentlig forståelse med hinanden, noget, der faktisk sker i utrolig mange parforhold. Storm P. har en særlig tegning om forståelse. Den forestiller en mand, som står og ser på et abstrakt billede og som vredt siger: "Jeg forstår det simpelthen ikke". Og maleren svarer ganske enkelt, at der ikke ER noget at forstå, hvortil manden svarer, at han så forstår det bedre.

At forstå og forstå er altså flere ting. Selv om der ER et fælles sprog, kan det altså sagtens lade sig gøre at misforstå hinanden. Bl.a.fordi sproget jo skulle være båret af sandhed, men nok så ofte er båret af løgn. Pinsen, kan man sige, handler om det modsatte af det, og handler derimod om sandhed og forståelse. Altså om det modsatte af hvad vores liv til dagligt handler om. I VORES dagligverden er der, som Møllehave siger et sted, noget barskt ved at sige hinanden sandheder og love andre, at de skal få kærligheden at føle. Hvis man siger til et menneske:"Nu skal jeg sige dig sandheden om dig", så er den sædvanligvis ikke særlig behagelig at høre. Og hvis man råber: "Bare vent du skal få kærligheden at føle!", så er det som regel om at komme væk.

Pinsen handler om sandheden, men den handler også om den virkelighed, som er sandheden tro i kærlighed, og om det nye fællesskab med Gud og med mennesker i sandhed og kærlighed. Nu kan sandheden i sig selv være en kold affære. Hvis man på et hospital taler om, hvorvidt man bør sige patienten sandheden, så er det en iskold sandhed, man taler om, nemlig at der ikke er mere håb. Sandhed uden nænsomhed er grusomhed. Pinsen derimod handler om sandhed OG kærlighed. Handler om, at Gud stadig er en levende og skabende virkelighed. Om at Gud stadig ved sin Helligånd er midt iblandt os og dermed virksom. Og handler om hvad den ånd vil os.

Jeg kender en gammel præst, der altid forklarer Helligånde n for konfirmanderne på følgende måde: Han går op tiltavlen og skriver:"Jeg elsker dig"på den, og så siger han: "Så længe de ord bare står på tavlen, er de døde og uden betydning. Men i samme øjeblik en ung mand siger dem til en ung kvinde, bliver det helt anderledes. Så kommer der ånd i dem! Så kommer der kraft og liv i dem. Altså alt det, som ånden repræsenterer: Kraft og liv".

I pinsen mindes vi på en særlig måde om, at Gud er en levende virkelighed og at vi hører til hos ham. Vi mindes om, at Han kalder på os igen og igen for at få os ud af vores lille bekymrede og grådige verden til et liv i tro, håb og kærlighed..

Og så hjælper Helligånden os også til at få sat ord på vore liv. Det er så uendeligt vigtigt for ethvert menneske at få sat ord på sit liv. At komme til orde og at komme til lyset. At komme frem med det, der trænger sig på i ens liv af både godt og ondt. Det i vores liv, der nu gik galt skal tales og ikke ties ihjel. Og dertil hjælper Ånden os, der vil have os frem i lyset, i livet og i kærligheden.

GLÆDELIG PINSE.

Jeanette Boye Kønig

LÆR DIN NABO AT KENDE

Båltale 2010 på Hover stadion

Byfest med skt. Hans bål er fællesskab. Et bål tiltrækker os alle. Der er noget fascinerende ved flammerne, der slår mod aftenhimlen, man bringes tilbage til tiden før fjernsynet og andre nymodens opfindelser, man bringes tilbage til den tilstand, hvor bålet betød, at mennesket havde tæmmet ilden - til dels - og man kunne begynde at tilberede sin mad - kogt eller stegt, så man ikke altid skulle spise frisk eller halvfordærvet mad, og vi nordboere kunne klare os gennem vinteren og smide vores store hårvækst.

Bålet bragte menneskene nærmere hinanden, bålet var med til at bringe fællesskab. Vores bål her i aften er også med til at bringe os nærmere hinanden, vi mødes her, slår en mindre eller større sludder af, vi kom mer til at kende vores nabo lidt bedre - eller det helt vidunderlige kan ske, man kommer til at lære nye mennesker at kende. Får sat navn på ham eller hende, man kun har set på gaden, nikket lidt forsigtigt til ved bageren eller købmanden. Det er skønt! Det er dejligt! Fællesskab mellem mennesker er vel nok noget af det bedste, der findes - når fællesskabet bygger på alt det gode, det dejlige skønne og vidunderlige mennesker kan gøre for hinanden og have med hinanden.

Fællesskab giver frihed, for når man kender sin nabo, genbo eller hende på den anden side af gaden lidt længere nede eller i en helt anden gade, så afmystificeres det fremmede ved hende eller ham, for vi kender ham jo, vi ved hun plejer at handle hos bageren, vi har set ham løbe turen ud om kirken, vi har set hende og snakket med hende, når hun går sin daglige tur med hunden, og vi føler fællesskab, og dette fællesskab munder ud i frihed over for hende, overfor ham, og vi håber, at den frihed også kommer alle i møde, når vi ses et eller andet sted i Hover sogn.

Friheden er fravær af frygten for at blive slået ned, generet eller frarøvet sin taske eller hvad, man nu kan frygte i dette vidunderlige og dog skrøbelige liv. Friheden er fravær for på nogen som helst måde at være bange for sin nabo, genbo eller ham lidt længere nede ad gaden, for vi kender ham jo. Vi har snakket med hende, vi har udvekslet tanker om landsholdet eller præsten eller købmanden for slet ikke at snakke om anlægsgartneren eller spejderne.

Kendskab til hinanden giver fællesskab, der giver frihed og giver os et godt liv, ligegyldigt hvad vi måtte være i dette liv, og hvor betydningsfulde, vi selv mener, vi er. Vi er kun betydningsfulde, fordi vi lever i fællesskab. Et godt liv giver os frihed til at være som vi er. Giver os frihed til at handle mod andre, som vi selv ønsker at blive behandlet. Vi ønsker alle at blive behandlet godt og forstående af vores naboer og genboer, og det sker bedst, når vi kender hinanden. Det sker, når vi mødes til byfest, når vi mødes til Skt. Hans bål her på stadion, når vi mødes hos købmand, slagter, bager eller bruger vores nabo (ikke sort), der er håndværker, når vi skal have et eller andet lavet ved vores hus.

Aftaler, samtaler mellem os beboere i Hover kan meget vel startes her i aften, når vi i fællesskab betragter dette års Skt. Hans bål eller lige efter over en kop øl eller kaffe i teltet. Det har vi vores frihed til, og denne frihed bliver stærkere af det fællesskab, vi har med vores nabo. Så kender du ikke allerede din nabo, så lær ham eller hende at kende i aften, og slut dig til koret fra i fredags, der enstemmigt sagde ja til, at vi har det godt, os der bor i Hover.

God aften til os alle og tak til arrangørerne af dette skønne bål, der bringer os nærmere til hinanden.

Tak!

Søren Due

Om julen synger troen bedst med engletoner søde

Julen og engle hører så tæt sammen, at man vel næsten ikke kan skille dem ad. Ganske vist har vi både nisser og julemænd, der optræder i diverse gevandter op til julen samtidig med, at de bruges til at sælge julen med. Men kommer vi lidt tættere på julen - altså efter - vi har købt ind til julen, overtager englene i de mange og forhåbentlig i de fleste tilfælde historien. Jo nærmere, vi kommer højtiden ved navn jul, bliver englene mere og mere synlige, for det er som om den store historie, julen er bygget op på, ikke kan klare sig med julemænd og nisser, hvor søde, kære og rare begge disse væsener er.

Nisser og julemænd kan ikke på en tilforladelig måde fortælle historien, der er troens baggrund. Disse rare væsener kan ikke synge troen ind, allerhøjest kan de være med til at orkestrere julens indtog, dog kan de ikke synge troens budskab ind, dertil er deres stemmer for rustne, skærende eller pibende og lidet anvendelige til lovprisningen af det næststørste, der er sket i menneskenes historie, Jesus Kristi fødsel.

Jesus var ikke et ganske almindeligt menneske med lidt ekstraordinære evner. Han var et ordinært menneske på samme tid, som han var den guddommelige søn, hvorfor engle måtte synge hans pris.

Historien om vor Herres søns fødsel var og er så stor en begivenhed, at har man juletroen, så synger Guds engle med på ens indre og ydre lovsang, der i bund og grund er en af troens udtryksformer.

Troens udtryksformer er mange; men op til jul og i julen er en af de mest sandfærdige sangens og salmens tonestige, vi synger i kirke og hjem, og synger vi med troen på Guds søns fødsel i vore hjerter, synger Guds engle sammen med os, for Om julen synger troen bedst med engletoner søde.

Glædelig jul

Søren Due